Facilitetsudvikling giver medlemsfremgang i Kgs. Lyngby
Gamle nedslidte bygninger plaget af skimmelsvamp er afløst af helt nye skydefaciliteter i Lyngby Idrætsby. Med de nye skydebaner har Skyttelauget Kongens Lyngby fået et skydeanlæg, der er blandt de mest moderne i Danmark.
Udfordringerne for Skyttelauget Kongens Lyngby tager for alvor fart, da 50 meter banen i 2010 lukkes på grund af omfattende fund af skimmelsvamp. I 2012 rives de gamle bygninger ned, og i tæt samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og foreninger, samarbejdspartnere, borgere og øvrige interessenter starter arbejdet med at forvandle området omkring Lyngby Stadion til Lyngby Idrætsby.
– Samarbejdet med Lyngby-Taarbæk Kommune har været fremragende. Kommunen har været meget lydhøre over for vores idéer og inddraget vores forslag og ønsker i arbejdet med at udvikle skydebaneanlægget. De har støttet projektet med mere end 3 millioner kroner, foruden bygning af det i alt 732 kvadratmeter store skytteområde. Resultatet af samarbejdet er topklasse faciliteter til vores skytter og øget aktivitet i skyttelauget, fortæller formand for Skyttelauget Kongens Lyngby, John Mortensen.
Bedre faciliteter øger interessen for skydeidrætten
Skyttelauget Kongens Lyngby indviede de nye skydefaciliteter i maj 2016, og siden indvielsen har formanden mærket, hvad fokusset på facilitetsudviklingen betyder for interessen.
– Med vores nye skydebaneanlæg er det lettere at fastholde eksisterende medlemmer og tiltrække nye skytter til vores skyttelaug. Siden indvielsen har vi fået 39 nye medlemmer, og introduktionsholdet i marts er allerede fuldt booket. Der er især kommet mange nye børneskytter til. Det glæder vi os meget over, for skydesporten er en god idræt for børn, der måske ikke færdes hjemvandt på fx en boldbane, forklarer John Mortensen.
En del af noget større
Det nye skydebaneanlæg er en del af Lyngby Idrætsby, der favner både bredde og elite. Idrætsbyen tæller for eksempel et superligastadion, atletikstadion, multihal, nye fælles foreningsfaciliteter, omklædningsfaciliteter, møde- og administrationslokaler, idrætsdaginstitutioner for 0 til 6-årige børn foruden faciliteterne til skytterne.
– Lyngby Idrætsby er for alle, og i Skyttelauget er vi stolte af at være en del af fællesskabet. Idrætsbyen samler mange forskellige idrætter, og faciliteternes anvendelsesmulighederne er mangfoldige, forklarer John Mortensen.
– For eksempel kan standpladserne køres væk. Det åbner op for, at lokalet kan bruges til yoga, opvarmning for håndboldspillerne eller noget helt tredje. Fleksibiliteten betyder, at faciliteterne bliver brugt i en større del af åbningstiden. Flere får mulighed for at dyrke idræt, og økonomien i den daglige drift forbedres, fortæller John Mortensen, der ser lyst på fremtiden.
– Med vores nye skydebaneanlæg i Lyngby Idrætsby har vi sammen med Lyngby-Taarbæk Kommune skabt de bedste forudsætninger for at udvikle et stærkt skydemiljø i Skyttelauget Kongens Lyngby. Både for de, der mest kommer for det sociale, og for de, der vil konkurrere på højt plan. Vi glæder os til og nyder hver eneste træningsaften, og det jo det, der i sidste ende tæller, siger formanden med et smil.
Fakta om Skyttelauget Kongens Lyngby og deres nye skyttecenter
- Knap 200 medlemmer
- 20 skydebaner fordelt på to baneafsnit i Lyngby Idrætsby
- På alle baner kan der skydes på 10 – 25 meter
- Der kan skydes lige fra luft til cal. .45 kappeklædt
- Multifunktionelle skydebaner kan anvendes til andre idrætter
- Meyton elektronisk markering
- Meytons anlæg samler alle resultater i database
- Spieth vendeanlæg
- Polytermo opsamlingskasser
- Lodret kuglefang med dobbelt gummiforhæng
- Vaskbar PAROC på væggene
- Vaskbar rockfon på lofterne
- Støjdæmpende foranstaltninger
- Effektivt ventilationsanlæg
- Rengøringsvenlige overflader
- Målerammer kan vippes op under loftet
- Sekundanlæg til pistol
- Faldmål
- LED belysning kan dæmpes
- Videoovervågning
Skydebaneforeningen Danmark har støttet projektet med 175.000 i tilskud og ydet teknisk bistand og rådgivning.
Tidslinje
2010
50 meter banen lukkes efter fund af skimmelsvamp.
Efterfølgende lukkes hele skydebaneområdet.
2011
Udfordringerne behandles i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Det besluttes at rive de gamle bygninger ned.
2012
Brugermøde om udvikling af Lyngby Idrætsby.
Skitseprojekt præsenteret.
2013
Udbudsmateriale på nybygning af træningshal og skydebane sendes til fem entreprenører.
CG Jensen, Obicon og Wilhelm Lauritzen bliver valgt til at bygge breddeidrætsfaciliteterne og dermed Kongens Lyngbys nye skydebane.
2014
Kommunen godkender tegninger.
Området indeholder:
2 x 10 25 meter baner
Opholdsrum med tekøkken
Boksrum
Indskrivningsbar
Toilet
Genopladningsrum og depot
Værksted
Sikkerhedssluse
Byggeriet går i gang
2015
Budgettet for Lyngby Idrætsby er overskredet.
Der søges ekstra bevilling i Økonomiudvalget, så der kan bestilles udstyr.
Kommunalbestyrelsen beslutter at give 21 millioner kroner til færdiggørelsen af Idrætsbyens faciliteter til breddeidrætten.
Der afsættes 3 millioner kroner til færdiggørelse af skydebaneområdet.
Kongens Lyngby bestiller Meyton skiver, Spieth vendeanlæg og Polytermo kuglefangskasser.
Håndværkerne arbejder på at installere udstyret.
2016
Håndværkerne arbejder videre med montage af belysning og lyddæmpende materiale på lofter og vægge. Frivillige står for montage af standpladser, maling, gummi ved kuglefang og opsætning/kabling af de elektroniske skiver.
Nordsjællands Politi og Justitsministeriet skydebanesagkyndig godkender skydebaneanlægget.
Skydebaneanlægget tages i brug i maj måned.