Grundfos Hobby Sport har fået totalrenoveret sit skydebaneanlæg
Skrevet af Grundfos Hobby Sport
Grundfos Hobby Sport (GHS), som er en forening under firmaet Grundfos, har siden 1978 haft sin egen skydebane. Denne bane trængte til en kæmpe renovering, hvis anlægget overhovedet skulle bestå.
Med engagerede frivillige i GHS og i skydeudvalget blev der i 2019 igangsat planer om en totalrenovering.
To år senere er vi gået fra en sandbane med direkte udsugning, som i dag ikke ville kunne leve op til danske miljøkrav, til i dag, hvor vi står med en topmoderne elektronisk skydebane, hvor der kan skydes med alt fra 4,5mm luft til cal. 45 pistol fuldkappet.
Startskuddet til hele projektet
Det hele startede med, at vi indhentede et tilbud fra Skydebaneforeningen Danmark på et Meyton Black Magic XL ESTA-Pro anlæg til 10 pistol/riffel baner. Så gik det ellers ”skud efter skud”. Vi sagde GO til planen og fik sat gang i bestilling af anlægget. Herefter gik vi i gang med nedbrydning af den gamle bane, udsugning af gammelt forurenet sand og anlægning af nyt betongulv.
Herefter blev følgende installeret:
- Moderne udsugningsanlæg med genvækst og filter
- Hæve- sænkeborde med 6mm 600 Brinell Hardox stålplade
- Ny lyddæmpende beklædning på vægge og gulv
- Komplet belysningsanlæg i topklasse
- Stålinddækning af alle vitale dele, herunder kabelføring
- Skydekasser med minimal forurening
- Ny foyer med belysning og 80”skærm til løbende visning af resultater fra banerne
Vi havde løbende dialog med politiet ang. banerenoveringen og fremsendte også billeder undervejs, så de kendte alle detaljer. Dette førte til at banen blev godkendt første gang.
Finansiering via tilskud og egen medlemskasse
Hele anlægget har kostet omkring 2.2 millioner kroner og takket være et tilskud fra Grundfos A/S, Skydebaneforeningen Danmark samt et stor beløb fra Grundfos Hobby Sports egen medlemskasse, er vi i dag dér, hvor ingen troede vi kunne være i 2019.
Siden indvielsen i august måned, er banen blev brugt flittigt og er blevet rost af mange GHS medlemmer samt de kunder, der har besøgt Grundfos. Omkring 20.000 patroner er der brugt på 3 måneder.
Vi siger tak til alle, der har bidraget til dette flotte resultat.
Og kæmpe tillykke til skydesporten.
Mvh. GHS – Bjerringbro
Foto: Installation af nyt udsugningsanlæg til skydebanen
Foto: Grundfos Hobby Sports nye totalrenoverede skydebaneanlæg